Back to top

Velkommen til virkeligheden

Politikere i virkelighedspraktik
Otte folketingsmedlemmer mærker egen politik på egen krop

Politikere i virkelighedspraktik
Otte folketingsmedlemmer mærker egen politik på egen krop

På Christiansborg bliver der hvert år stillet hundredvis af forslag til forbedringer og stramninger i det danske samfund. Alle politikerne mener, at de har ret i det, de siger, og at deres politik er den bedste, de kan servere for os danskere. Men hvor tæt er politikerne egentlig på vores hverdag? Ved de, hvordan vi oplever, føler og tænker, når deres politik rammer os? Det tester TV 2 nu i programserien ”Velkommen til virkeligheden”, der har premiere torsdag 26. april kl. 20.00.

Fire af Danmarks toppolitikere har sagt ja til at tage udfordringen og møde konsekvenserne af deres egen politik. De rykker ind i danskernes hverdag og mærker på egen krop, hvordan deres visioner og politik virker. Politikerne kommer en uge i praktik i ”den virkelige verden”, mens kameraerne ruller. De fire, der har taget imod udfordringen, er Pia Kjærsgaard (DF), forsvarsminister Nick Hækkerup (S), Tom Behnke (K) og miljøminister Ida Auken (SF).

Kæft, trit og retning
Pia Kjærsgaard drømmer om at få folkeskolen tilbage til de dyder, der var, da hun selv var barn. Dengang var der disciplin, læreren havde ro til at gennemføre undervisningen i klasserne, og børnene lærte mere, mener Pia Kjærsgaard. Men folkeskolelærer Louise Saggau mener, at man i gamle dage tabte masser af børn på gulvet gennem ”kæft, trit og retning”, og at folkeskolen i dag har pligt til at rumme alle slags børn. Derfor har hun inviteret Pia Kjærsgaard til at komme og undervise 3.A. på Holmegårds Skolen i Hvidovre. Der er 22 elever i alt, hvor en del har ”særlige behov ” – og spørgsmålet er, hvordan Pia kan opretholde disciplinen samtidig med, at alle børnene lærer noget?

Værnepligt, nej tak
Forsvarsminister Nick Hækkerup vil afskaffe værnepligten, som vi kender den i dag. I fremtiden skal ingen raske, danske drenge længere kunne tvinges ind i militæret, mener Nick Hækkerup. Og det vil mange af dem sikkert være glade for. Men i Forsvaret er man mindre begejstret for ideen. Her er man glade for de ”ufrivillige” soldater, som er med til at sikre, at militæret består af soldater fra alle samfundslag. Derfor har premierløjtnant Stefan Sørensen inviteret Nick Hækkerup ud på Garder Kasernen Høvelte, så han på egen krop kan opleve nogle af de prøvelser, drengene skal igennem og som i generationer har gjort dem til mænd.

Livet som narkoman
Tom Behnke er indædt modstander af fixerum, fordi han mener, at man gør stofmisbrugerne en bjørnetjeneste ved at lade dem indtage ulovlige stoffer i et "helle". Tom Behnkes filosofi er i stedet, at hvis man for alvor skal ændre sit liv, skal man helt ned og møde bunden først. Men den køber narkomanerne ikke. For dem er det værdighed, forståelse og omsorg, der kan vise vejen ud af et misbrug. Derfor har formanden for fixerummet på Vesterbro, Michael Lodberg Olsen, inviteret Tom Behnke ud til den narkoplagede bydel, hvor han blandt andet tilbringer en hel nat på gaden sammen med hjemløse stofmisbrugere.

Hul i hovedet
Miljøminister Ida Auken vil forbedre vandmiljøet i Danmark, og det betyder, at landbruget skal forurene mindre. Samtidig synes Ida Auken, at de danske landmænd piber alt for meget, når der bliver stillet krav til dem. Men landmand Michael Nielsen er slet ikke enig. Han mener, at de strenge krav er ved at kvæle hans forretning. Derfor har han inviteret miljøministeren ud for at vise, at hendes planer er ”hul i hovedet”, hvis dansk kød i fremtiden skal kunne konkurrere med det udenlandske.

Simon Emil på Mettes sofa

Den liberale folketingspolitiker Simon Emil Amitzbøll flytter ind på sofaen hos kontanthjælpsmodtager og enlig mor til tre, Mette Hansen.Simon Emil mener at Mette skal tage sig sammen og finde et job. Men Mette hævder, at der ikke er nogen jobs at få! Derfor tager hun Simon Emil med ud at søge arbejde i Horsens og omegn, så han selv kan opleve, at en ufaglært mor som hende får afslag på afslag. Undervejs flyver det med barske bemærkninger fra begge parter, og to dage inde i Simon Emils besøg hos Mette tager tingene en uventet drejning…

Sophie Løhde i hvid kitel

Venstres unge sundhedsordfører Sophie Løhde får kittel og træsko på, og skal arbejde som sygeplejerske på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Her skal hun på egen krop mærke konsekvenserne af, at den tidligere regering har effektiviseret sundhedsvæsenet voldsomt.

Johanne Schmidt Nielsen i en ordentlig "koger"

 Johanne Schmidt Nielsen mener det er på høje tid, at vi  legaliserer hash i Danmark. Men mange er uenige med hende. Enhedslistens markante frontfigur begiver sig derfor ud blandt brugere og misbrugere, tager på rygecafé, mødes med et tidligere bandemedlem og besøger en bagmand i Vridsløselille Statsfængsel for at finde vej gennem hashtågerne.

Fra rundbordsdiskussion til reportage

”Velkommen til virkeligheden” har tidligere med stor succes sendt politikerne Claus Hjort Frederiksen, Frank Jensen, Jens Rohde og Louise Frevert ud på det danske arbejdsmarked, hvor de hver især måtte stå på mål for den politik, de har fået gennemført eller ønsker at få gennemført. "Velkommen til virkeligheden" er en anderledes type debatprogram, hvor politikerne tages væk fra den typiske rundbordsdiskussion og ud i virkeligheden, hvor seerne via tv-reportagen kan se, hvordan magthaverne håndterer danskernes dilemmaer.

 


Fakta
Original titel: 
Velkommen til virkeligheden
Produktions år: 
2012
Spillelængde: 
8 x 40 min
Genre: 
TV-dokumentarserie
Medvirkende: 
Pia Kjærsgaard, Nick Hækkerup, Tom Behnke, Manu Sareen, Simon Emil Ammitzbøll, Ida Auken, Sophie Løhde & Johanne Schmidt-Nielsen
Tilrettelægger: 
Rikke Detlefsen, Mie Tast, Marike Jensen, Kristian Almblad, Ditte Nielsen, Eva Kanstrup & Adam Tatt
Producer: 
Søren Steen Jespersen & Helle Faber
Produceret i samarbejde med: 
Larm Film
Kontakt
Andre forespørgsler: 
hello@madeincopenhagen.dk