En amerikansk menneskerettighedsadvokat har kastet sig ud i en årelang krig mod nogle af verdens største fødevaregiganter. Han prøver at få Nestlé og Cargill dømt for systematisk udnyttelse af børneslaver i Elfenbenskystens kakaoplantager.
Terry Collingsworth, en prominent arbejdsretsadvokat fra USA, har kæmpet i 15 år for at føre sager mod fødevareindustrien om ulovligt børnearbejde, børneslaveri og trafficking i Elfenbenskystens kakaoplantager. Nu skal sagen for USAs Højesteret. Hans modpart er fødevaregiganterne Nestlé og Cargill, og deres hær af advokater, som ihærdigt forsøger at overbevise dommeren om at der ikke findes noget problem.
Collingworth har indsamlet beviser i mere end et årti og rejser til Mali for at møde de seks nu voksne ”drenge”, der er centrale vidner i hans sag. Derefter rejser han til Elfenbenskysten for at samle yderligere beviser.
Her møder han en chokoladeindustri, som for hovedparten vender det blinde øje til udnyttelsen af børn i jagten på at holde prisen på kakaobønner helt i bund. På plantagerne finder han børn, der er blevet lokket væk fra deres hjem i nabolandende.
De går ikke i skole, og det et tvivlsomt at de bliver betalt for deres arbejde. Et center, som er et midlertidigt hjem for børn, der er udsat for ulovligt børnearbejde, og som blandt andet er støttet af Elfenbenskystens regering, står tomt. Og det på trods af at anerkendte rapporter skønner at ca 1,5 mio børn udfører ulovligt børnearbejde.
Filmen taler direkte ind i en global dagsorden, hvor ikke bare klima – men også ordnede forhold, når det drejer sig om, hvordan vores dagligvarer bliver produceret, fylder rigtig meget.
Chokoladeindustrien er historisk set en af de mest problematiske.