Billedkunstneren Jeannette Ehlers og instruktøren Maya Albana blev hjerteveninder dengang de var børn. Begge er de døtre af danske mødre og fædre fra henholdsvis Trinidad og Malaysia. Det var bånd, der bandt sammen i 80’ernes Odense, hvor andre farvede mennesker var et særsyn. Det tætte venskab har varet mere end 30 år. Men noget har forandret sig radikalt.
Mens Maya i sit voksne liv føler sig, som en helt almindelig dansker, identificerer Jeannette sig som sort. Hun føler sig stærkt forbundet til sin fars afrikanske forfædre, der blev deporteret fra Ghana til Caribien som slaver. Al hendes kunst er et opgør med den strukturelle racisme, hun mener præger vores danske tankegang og samfund. Det går op for Maya, at der et kapitel i deres fælles historie, hun intetanende har sprunget over. Og at det er nødvendigt at træde ind på Jeannettes banehalvdel for at bevare venskabet. Da 100-året for salget af den tidligere koloni; Dansk Vestindien, nærmer sig beslutter Jeanette sig for at opføre et mindesmærke. En kæmpestor skulptur af den kvindelige oprørsleder Queen Mary, som var en af hovedkræfterne bag arbejderoprøret Fireburn, der ville gøre op med plantagearbejdernes kummerlige livsvilkår på St. Croix. Skulpturen bliver lavet sammen med kunstneren La Vaughn Belle fra US Virgin Islands. I takt med skulpturens tilblivelse over 4 år, vokser Mayas indsigt i, hvorfor Jeannette er forandret. ”Det sorte kapitel” er en personlig fortælling om venskab og om at forstå racismens dna. Undervejs udfordres den gængse version af Danmarkshistorien og vi er som publikum nødt til at reflektere over; hvad vil det sige at være dansk?